Har du en digter gemt i dig? Velkommen til Lyrik Lab – en række af events om lyrik på Ungdomsøen. Du kan komme til ét event – eller være med til dem alle. Lyrik Lab: Poetry slam workshop x Emil Nygård Den 21.juni har du muligheden for at blive introduceret til alt hvad du bør vide om poetry slam: eksempler på slams, tips og tricks, hvordan man får idéer, skriver og performer. Det foregår i et trygt, kreativt og hyggeligt forum, hvor du bliver både oplyst og underholdt. Poetry slam er IKKE en klassisk digtoplæsning, men derimod poetiske tekster skrevet til at blive performet – gerne med rim, rap, rytme og sang. Det er en træning i at skabe en idé, skrive en rytmisk, poetisk tekst og performe den (til workshoppen er der mulighed for dette, men ingen tvang). Til workshoppen vil du blive kyndigt vejledt af Emil Nygård, der er danmarksmester i poetry slam og har dyrket kunsten i mange år. Workshoppen er både for dig der gerne vil være world class poetryslammer og dig, der aldrig har skrevet en tekst, men er nysgerrig. Det er for dig, som ofte har stået på scenen, men måske ikke følt, at du brændte igennem hos publikum og for dig, som gerne vil prøve at stå på scenen uden at nedsmelte af nervøsitet. Kort sagt: det er for alle der har lyst til skrive og performe egne tekster - digte, fortællinger eller monologer. Det hele er gratis! Inklusiv sejlads til og fra øen, program og frokost. PROGRAM 🚤13.30 Afgang fra Nyhavn 71 🏝️14 - 16.45 Velkomst, frokost og workshop 🚤17.05 Afgang til fra Ungdomsøen 👋17.40 Ankomst til Nyhavn 71 Om Lyrik Lab Her slår vi dørene op til en undersøgelse af sprogets inderste celler. Med skalpeller af nysgerrighed dissekerer vi vores oplevelser, erfaringer og følelser, omsætter dem til nye udtryk, og bruger dem til at male vores amygdala i ord. I metaforiske reagensglas blander vi tankespyt til nye kemiske forbindelser, vi eksperimenterer med rim og pipetterer længselsfyldte rytmer til vores sjæle danner nye atomer i menneskets teatralske eksistens. Hos os findes der ikke forkerte resultater – kun nye opdagelser. I laboratoriet er der plads til dig, der aldrig har skrevet et digt før, og dig, der allerede har haft lyrikken under mikroskopet. Lyrik Lab består af syv events, og du kan komme til ét eller – eller være med til dem alle. Hvert event er et nyt eksperiment. Og fællesskabet er vores vigtigste grundstof. Sammen undersøger vi, hvad der sker, når ord får lov at reagere med hinanden. Det hele kommer til at foregå i vores nye skriveværksted ”Vi folder drømmenes faner ud” på Ungdomsøen. Har du spørgsmål, så skriv til Trine, som er idékvinden bag eventrækken og Giv-Et-År-engageret på Ungdomsøen trine.hansen@ungdomsoen.dk Vi glæder os til at se jer på øen!
Location
Neighbourhood
Price
Address
Source: Billetto
Request removalp. 1