
Sprækker af sandhed og mørk americana med Lera Lynn i VEGA…
Amerikanske Lera Lynn sætter musik til livets kompleksitet, når hun med sit stemningsfulde katalog af sange rammer Lille VEGA den 8. oktober. Den amerikanske singer-songwriter Lera Lynn boltrer sig i et musikalsk legende og genrevridende univers, hvor folk og indierock bliver krydret med en stærk indflydelse fra amerikansk roots-musik. Sidste år blev musikeren udgivelsesaktuel med albummet Comic Book Cowboy . En plade, hvorpå sangeren og sangskriveren omfavner livets kompleksitet med dybfølt sensibilitet. På albummet klinger stramme, slagkraftige rockarrangementer med pedal steel-klange og atmosfæriske produktioner – i et storslået lydunivers, som hun har finjusteret gennem mere end et årtis udgivelser. Den 21. maj er der så nyt fra Lera Lynn i form af singlen “Digital You (Acoustic)”, og sangeren er i øjeblikket også fordybet i musikkens arbejdsrum, hvor hun skriver på et nyt album. I liveregi tindrer Lera Lynns eminente og splintrende ærlige vokal, og hun har ry for lige dele intime og følelsesmæssige stærke koncerter, der tager ophold i publikums hjertekuler. På tværs af både sit katalog og sin karriere har Lera Lynn særligt holdt fast i én ting: at fortælle sandheden. Lynn har opnået bred anerkendelse for hendes musikalske bidrag til TV-serien True Detective, hvor numre som “The Only Thing Worth Fighting For” og “My Least Favorite Life” smelter stemningsfuldt sammen med seriens dunkle film noir æstetik.
Address
p. 1